Jeg kan for mit eget vedkommende sige, at jeg en stor del af mit liv har spist på følelsen af skam, utilstrækkelighed, kedsomhed og stress, det har ført til mange overspisninger, især i form af smugspisning, hvor jeg simpelthen gemte alle efterladenskaber langt væk, så mine omgivelser ikke opdagede det.

Først da jeg begyndte at arbejde med, om jeg spiste på andre følelser end sult, ja, så gik det op for mig, at det gjorde jeg da vist, og at det faktisk også er helt normalt.

Da jeg først blev bevidst om mine spisemønstre, og hvilke følelser jeg spiste på, så fandt jeg ud af, at mad slet ikke var løsningen, maden var kun en kortvarig lindring af mine følelser. Jeg blev nødt til at acceptere og nysgerrigt udfordre mine følelser, og finde andre måder, at håndtere dem på. Nogle gange trænger jeg bare til en pause, og her kan et lille spil eller en gåtur hjælpe meget mere end mad. Andre gange trænger jeg til et kram eller noget egen omsorg.

Jeg har også arbejdet nysgerrigt med min skamfølelse, som dukkede op, når jeg spiste i samvær med andre mennesker. Før spiste jeg i smug, og spiste ikke så meget sammen med andre, da jeg var pinlig og skamfuld over, at de måske ville tænke, at jeg var for tyk til at spise "slik, kage eller andre i min bevidsthed "forbudte" madvarer. Den følelse har jeg virkelig arbejdet med, og jeg har lavet en aftale med mig selv om, at jeg kun nyder nydelses elementer, når jeg er sammen med andre. Det var i starten meget grænseoverskridende for mig, men i takt med, at jeg også har lært, at intet behøver at være forbudt for mig, så kan jeg pludselig nyde maden i moderate mængder i selskab med andre mennesker, og det er så befriende.