I mange år, har jeg troet at min overvægt, udelukkende var min egen skyld. Jeg havde en svag rygrad og jeg skulle jo “bare” tage mig sammen, lukke munden og lette røven, som der er en meget brugt vending i samfundet.

Flere kommenterede det endda højlydt overfor mig, at jeg var tyk. Jeg husker en fest, jeg engang var til, hvor alle kvinderne talte om hvor ulækkert det var, at være overvægtig, og at det var utroligt at overvægtige ikke bare kunne tage sig sammen. Jeg sad mussestille, og tænkte, at det jo nok var rigtig, det var min egen skyld, jeg var en fiasko, dum, fed og grim. Det hjalp ikke synderligt på det, da en af kvinderne vente sig om mod mig, og sagde “‘Ja, det er jo ikke for at chikanere dig”

Skammen over at være overvægtig har været en af årsagerne til, at jeg har kørt rundt i en ond spiral, hvor jeg i perioder levede af vandmeloner, Nupo eller kål. Efterfulgt af perioder af håbløshed, jeg havde åbenbart en rygrad som en regnorm, men jeg ville ikke vise det overfor andre, så jeg spiste i smug, for at dulme mine skamfulde følelser over at være overvægtig, altså lige indtil jeg fik mine selv bebrejdende tanker og begyndte på nupo igen.

Kunne vi ikke blive enige om, at stoppe heksejagten på de overvægtige, det eneste det medfører er skam, og skam har for mig været en følelse, jeg forsøgte at dulme med mad. Jeg tror de fleste overvægtige kender den følelse, og den er ikke rar.

Jeg har igennem det sidste år, fået et stort indblik i hvor kompleks overvægt er. Jeg ved i dag, at jeg ikke havde en rygrad som en regnorm, og min skam over min overvægt er væk. Jeg har fået de rette redskaber og med den rigtige støtte er det lykkedes mig at finde en mellemvej.

Men selvom jeg er nået i mål, så står jeg bag alle overvægtige, som jeg til enhver tid vil forsvare. De er nemlig præcis lige så dygtige, viljestærke, ansvarsfulde, smukke og dejlige som alle andre.